I sidste weekend købte den italienske serie A-klub Genoa rettighederne til den danske forsvarsspiller Magnus Troest. Nu er han måske allerede på vej videre i karrieren.
Ifølge Ekstrabladet og avisen La Gazetta dello Sport er Premier League-klubben Everton meget interesseret i den unge dansker, og klubben er angiveligt klar til at byde omkring 34 millioner kroner for forsvarstalentet.
Genoa er eftersigende parat til at sælge den 22-årige dansker, men Everton er imidlertid langt fra den eneste klub, der har ham i kikkerten. Serie A-klubberne Bari, Atalanta, Livorno, Palermo og Chievo vil også have forsvarsspilleren.
Magnus Troest erkender selv, at han allerede kan være på vej væk fra Genoa.
"Jeg havde egentlig foretrukket at blive i Parma, hvor jeg var faldet godt til. Lige nu er jeg Genoa-spiller, men jeg har også hørt om, at der er interesse fra andre klubber, så det skulle da ikke undre mig, hvis jeg spiller i en helt tredje klub, når denne sommers transfervindue lukker," siger han til Ekstrabladet.