I modsætning til de fleste af sine kollegaer roser sidste års Tour de France-vinder, australske Cadel Evans, dommen på to års karantæne til konkurrenten Alberto Contador.
Dommen har den betydning, at Evans får en seriøs konkurrent mindre, når dette års Tour de France-slag skal slås i de franske bjerge.
Cadel Evans mener, at det sender et rigtigt signal at give karantæne, når en rytter bliver testet positiv.
"Cykelsporten har gjort mere end rigeligt for at vise, at man gør de rigtige ting i forhold til kampen mod forbudte stoffer", siger Evans til den australske tv-station SBS ifølge avisen The Australian.
Han siger dog, at han ikke kender detaljerne i Contador-sagen.
"Det var en sag, der bare blev ved med at trække ud, og jeg havde ingen anelse om, hvor den stod, og hvad der skulle ske. Jeg læste bare aviser ligesom alle andre," siger Evans.
Cadel Evans kæmpede blandt andre med Contador om førstepladsen i sidste års Tour de France, hvor han efter et tæt løb kunne kåres som vinder af løbet for første gang i karrieren.
Kilde: The Australian