Økonomierne vokser i Europa, og flere og flere kommer i arbejde. Alligevel er økonomerne i EU-Kommissionen skarpt fokuseret på de farer, der ligger i den nærmeste fremtid og kan vende billedet på hovedet.
Mens EU-Kommissionens sommerrapport stadig spår pæn vækst - trods en lille nedjustering af vækstforventningen for 2018 - advarer den også om, at der er større mulighed for, at situationen bliver værre end bedre.
- Selv om nogle af de risici, vi identificerede i sidste rapport, allerede har materialiseret sig, er balancen stadig klart til den negative side.
- Specielt risiciene, der ikke ligger helt lige for, er øget, specielt dem relateret til eskalerende protektionisme, skriver EU-Kommissionen.
Handelskrigen mellem EU og USA er stadig i sin vorden. EU-Kommissionens økonomer venter da også, at de 27 EU-lande samlet vil opleve en økonomisk vækst på 2,3 procent i år og 2,1 procent næste år.
Samtidig fortsætter beskæftigelsen i Eurozonen med at ramme rekordniveauer.
- Negative risici til vækstudsigterne dominerer klart.
- De er hovedsageligt ting uden for EU i det farlige krydsfelt mellem yderligere eskalering af handelsrestriktioner drevet af USA, den potentielt ødelæggende effekt af strammere finanspolitik og øgede ubalancer skabt af den meget procykliske finanspolitik i USA, skriver EU-Kommissionen.
Med det sidste mener økonomerne, at USA's regering lige nu med skattelettelser og støtte til erhvervslivet skynder på en økonomi, der allerede buldrer frem. Det kan ende med overophedning og kollaps.
Samtidigt vil en eskalerende handelskrig skade alle involverede parter, også EU.
Risiciene ligger dog ikke kun uden for EU.
- Politisk usikkerhed i et antal EU-lande er stadig en stor risiko for forventningerne.
- Dette inkluderer risiciene forbundet til resultatet af forhandlingerne om Storbritanniens udtræden af EU i marts 2019, specielt hvis udkommet er meningsfuldt anderledes fra forventningen om status quo, når det kommer til handelsrelationer mellem EU og Storbritannien i 2019, skriver EU-Kommissionen.
/ritzau/