EU'S fiskeriministre enedes onsdag morgen om en fiskerireform. Den afhænger nu af, om Europa-Parlamentet også kan finde et kompromis.
Det oplyser fødevareminister Mette Gjerskov (S), som har forhandlet for Danmark.
- Den aftale, vi har lavet, ligger på et sølvfad til Europa-Parlamentet, der nu har chancen for at snøre sækken, så vi sammen kan tage et historisk skridt for et bæredygtigt fiskeri i Europa, siger Mette Gjerskov i en kommentar.
EU's fiskeriministre styrker mål for bæredygtighed for både fisk og havmiljø. Der sættes juridisk bindende mål for, hvor meget af en bestand man må fiske i EU's farvande, så man undgår overfiskeri, oplyser hun.
Udsmid af fisk fastholdes, men gælder først fra 2015. Der indføres en bagatelgrænse på højst fem procent.
- Vi har allerede besluttet at lave et udsmidsforbud i Skagerrak sammen med Norge, så det er godt at se, at vi er på vej med et forbud i hele EU, siger Mette Gjerskov
De sydeuropæiske fiskerinationer, der har mange småbåde med lavteknologisk udstyr, ønsker en mindstegrænse for tilladt udsmid.
Ved den seneste runde maratonforhandlinger i februar enedes EU-landene om, at det tilladte udsmid gradvis skulle nedtrappes fra ni til syv procent.
Aftalen giver mere medbestemmelse til EU-landene. Lande, der grænser op til Østersøen, kan for eksempel lave regler for regionen, der tager højde for særlige regionale forhold.
Aftalen skal ifølge det irske EU-formandskab være på plads inden 1. juni.
Irlands fiskeriminister, Simon Coveney, advarede tirsdag, inden aftalen blev indgået, om en katastrofe for fiskeriet, hvis EU-landene og EU-Parlamentet ikke indgår en aftale.
- Det vil være en katastrofe for alle, hvis forhandlingerne falder på gulvet. Det er ikke nogen nem diskussion, sagde Coveney.
/ritzau/