Det kan blive et historisk øjeblik, hvis sangerinden Emmelie de Forest som bookmakerne spår, går hen og vinder finalen i det europæiske melodi grand prix lørdag aften.
Chancen er stor, og derfor sættes der nu alle sejl ind i hovedstaden for at skabe rammerne om en stor Eurovision-fest på Rådhuspladsen i København.
Her kan alle se med, når de 26 kvalificerede lande kommer med hver deres bud på en Eurovision-vinder.
Der bliver sat en storskærm op i størrelsen 56 kvadratmeter, og der er samlet set - på trods af byggeroderi - plads til omkring 8000 gæster, skriver dr.dk. Fornøjelsen er selvfølgelig gratis.
- Det er første gang, at vi folder en event ud på den måde i Øresundsregionen. Vi står stærkt, når vi står sammen. Erfaringerne udbygger vi ved kommende internationale events som for eksempel håndbold-EM og -VM, siger Ulrich Ammundsen fra Oresund Event Center til DR.
Organisationen står sammen med Wonderful Copenhagen og Öresundskomiteen bag arrangementet.
Finalen bliver sendt lørdag den 18. maj klokken 21.
/ritzau/