De hundredvis af fans, der efter den danske sejr i Eurovision besluttede sig for at tage videre på det officielle grand prix-diskotek i Malmø centrum, fik lov at opleve Emmelie de Forest helt tæt på.
Efter hun havde vundet i Malmö Arena satte sangerinden nemlig kursen mod diskoteket, hvor hun indtog scenen til stor begejstring for de mange fans.
- Det var en helt fantastisk optræden, hun gav, måske den bedste, hun har haft. Hele salen kogte, og vi kunne mærke, at hun var til stede og fik øjenkontakt med sine fans, fortæller Mads Mortensen, der var til stede på diskoteket, da sangerinden gik på scenen.
Emmelie de Forest nød at synge "Only Teardrops" for de mange jublende Eurovision-fans.
- Det var fantastisk at få lov at møde fansene, det er jo på grund af dem, at jeg er her. Derfor betyder det meget at få lov at synge for dem, siger hun.
- De var ellevilde og tog så godt imod os. Folk råbte, at de elsker os og elsker sangen, siger sangerinden, der efter sejren kan slappe af igen.
- Man kan godt mærke, at der ikke er nogen nerver nu, siger hun og fortæller, at hun faktisk nåede at blive godt og grundigt nervøs, da hun skulle synge sit vinderbud i den store finale lørdag aften.
Selvom sangerinden ikke vil beskrive sig som en festabe, så blev førstepladsen alligevel fejret på behørig vis med en drink.
- Sejren skal fejres, men der er også en dag i morgen, siger den unge sangerinde snusfornuftigt.
Søndag bliver Emmelie de Forest hyldet i Tivoli klokken 17.30.
/ritzau/