Det alarmerende budskab kommer fra organisationen World Conservation Union (IUCN), som står bag den første kortlægning af alle pattedyr i Europa. Mere end en fjerdedel af artene er gået tilbage i antal.
EU har sat et mål om at stoppe tabet af dyre- og plantearter inden 2010. Men det kan blive vanskeligt, mener Stavros Dimas, kommisær for miljø i EU.
»Resultaterne kaster lys over de udfordringer, vi står over for for at mindske tabet af biodiversitet (variation i dyre- og planteliv, red.). Det er yderst vigtigt at gennemføre arbejdet,« siger Dimas, ifølge aftenposten.no.
I Europa og Vestrusland lever omkring 250 forskellige pattedyrearter. Hele 15 procent er ifølge undersøgelsen så sårbare, at de har høj risiko for udryddelse, hvis der ikke bliver grebet ind. Ødelæggelse af dyrenes levesteder, skovrydning, forurening og udbredt jagt er hovedårsagerne til den negative udvikling.
Værst i havene
Blandt de mest truede dyr er den iberiske gaupa, den europæiske mink og polarræven. Selv efter at være fredet i 75 år er antallet polarræve kritisk lavt. Det står endnu værre til i vores have. Hele 22 procent af pattedyrene under vand er truet.
Alene antallet af delfiner i Middelhavet har haft en tilbagegang på over 50 procent de seneste 30 til 45 år. Helt galt står det til med grønlandshvalen, som er direkte udrydningstruet.
»Mange pattedyrearter i Europa har en alarmerende tilbagegang,« siger IUCNs generaldirektør, Julia Marton-Lefévre, til tidsskriftet Nature.
Håbet er dog ikke helt ude for de truede dyrearter, mener han. Den europæiske bison er et eksempel på en truet art, der er blevet reddet.
Stenbukken er tilbege
I store dele af forrige århundrede fandtes bisonerne kun i reservater, men i dag spadserer 1.800 af dem vildt omkring i Østeuropa, skriver forskning.no.
Også stenbukken i Alperne blev næsten jagtet til udryddelse i 1800-tallet, men i dag findes mere end 30.000 igen.