Krisen kradser over hele europa, og nu er arbejdsløsheden, den værste i euroens historie.
10,8 procent af indbyggerne i de lande, der bruger euroen, går nu rundt uden et job. Det er den højeste procentdel, siden møntfoden blev indført i 1999, skriver BBC.
Det er især Sydeuropa, der tørster efter arbejdspladser.
Spanien topper den triste liste med 23,6 procent arbejdsløse. Det er med andre ord næsten hver fjerde spanier, der står uden for arbejdsmarkedet.
Også i Italien må de tage sig til panden. Her er 9,3 procent arbejdsløse - den højeste andel siden de begyndte at registrere arbejdsløsheden i 2004. Især unge italienere har det hårdt på arbejdsmarkedet. Næsten en tredjedel af de 15-24-årige mangler et job.
Østrig, Holland og Tyskland har den laveste arbejdsløshed blandt eurolandene. I de tre kølige centraleuropæiske lande er det lykkes at holde arbejdsløsheden nede på omkring fem procent.
Danmark er som bekendt ikke med i Euro-samarbejdet og tæller derfor ikke med i statistikken.
Tallene er fra februar, og de viser samtidig en stigning på 0,1 procentpoints i forhold til januars 10,7 procent arbejdsløse.
Kilde: BBC.
Arbejdsløsheden i Europa i februar 2012:
Spanien 23,6 procent
Portugal 15,0 procent
Frankrig 10.0 procent
Italien 9,3 procent
Tyskland 5,7 procent