EU's tre største økonomier, Storbritannien, Frankrig og Tyskland, erklærer sig søndag "klar til at handle", hvis USA indfører toldsatser, der rammer EU.
Det oplyser præsidentkontoret i Frankrig søndag.
- EU må være klar til at handle, hvis det bliver nødvendigt, med effektivitet og hastighed, lyder det i en udtalelse.
Samtidig hedder det, at landene håber, at "USA ikke handler imod transatlantiske interesser".
Udtalelsen kommer, efter at den franske præsident, Emmanuel Macron, den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og Storbritanniens premierminister, Theresa May, har talt i telefon sammen om en lurende handelskrig.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, har i denne uge mødt både Emmanuel Macron og Angela Merkel, der hver især har været på besøg i Det Hvide Hus.
Under besøgene kom Donald Trump ikke med udtalelser, der forsikrede EU-lederne om, at han planlægger at fritage EU for en straftold på stål og aluminium, som Trump ellers tidligere har annonceret.
Dermed forbereder EU-lederne sig på, at der kan opstå handelskrig.
Sidste uge meddelte Tyskland, at man forventede, at den amerikanske regering ville indføre toldsatserne tirsdag 1. maj. Men en økonomisk rådgiver for Donald Trump har antydet, at det kan ske torsdag i den kommende uge.
Det var et af Donald Trumps valgløfter, at USA ikke længere ville lade sig affinde med ulige handelsvilkår.
Trump har allerede indført straftold på en række områder for kinesiske varer.
Men præsidenten har flere gange understreget, at der skal gøres noget yderligere for at bringe underskuddet på handelsbalancen ned.
Under et pressemøde med Angela Merkel fredag lagde han flere gange vægt på, at der i fremtiden må være en "gensidig" handelsbalance landene imellem.
EU eksporterede sidste år for 7,7 milliarder dollar til USA på markedet for stål og aluminium.
/ritzau/AFP