Et finsk par og en østrigsk studerende, der for mere end fire måneder blev bortført i Yemen, er nu frigivet, fortæller en højtstående yemenitisk embedsmand torsdag.
De tre gidsler, der blev bortført af klanfolk i Yemens hovedstad, Sanaa, den 21. december sidste år, er torsdag overdraget til myndighederne i nabolandet Oman, fortæller embedsmanden.
Gidslerne blev ifølge nyhedsbureauet AFP sat på fri fod ved grænsen til Oman natten til torsdag.
Det er stadig uklart, hvad der er gået forud for frigivelsen, men en sikkerhedskilde siger til nyhedsbureauet Reuters, at der blev betalt en løsesum for at få gidslerne løsladt.
Kilden vil dog ikke sige, hvor stort et beløb der er tale om.
Det blev tidligere på året ellers rapporteret, at bortførerne havde solgt gidslerne til islamistiske oprørere med al-Qaeda-tilknytning. Det viste sig dog ikke at være tilfældet.
/ritzau/AFP