Det er den største rentenedsættelse i ECB's historie og den tredje siden sommer. Dermed er den europæiske rente nede på 2,5 procent.
På forhånd var der stor usikkerhed om, hvorvidt ECB ville sænke renten med 0,5 eller 0,75 procentpoint. Tidligere på dagen sænkede den svenske centralbank, Riksbanken, renten med 1,75 procentpoint og Bank of England renten med ét procentpoint.
Dagens udmelding får dog ikke den store betydning for de igangværende refinansieringsauktioner for flekslånere, vurderer Mikkel Høegh, seniorøkonom i BRFkredit.
"Idet en rentenedsættelse af denne størrelse var mere eller mindre forventet i markederne, og derfor var obligationerne prissat herefter. Reaktionen er dog et svagt nedadgående pres på renterne," skriver han i en kommentar.
Dagens udmelding får til gengæld betydning for de låntagere, der har prioritetslån. Her betyder rentenedsættelsen en årlig besparelse på 7.500 kr. før skat, hvilket svarer til 4.950 kr. efter skat.
Spændingen samler sig nu omkring Nationalbanken, der senere på dagen meddeler, om banker følger ECB og sænker renten med 0,75 procentpoint eller om der bliver tale om en yderligere rentesænkning.
"Det er vores forventning - til trods for de stærke valutareservetal i går - at Nationalbanken følger ECB med 0,75 procentpoint. Nationalbanken har nemlig tidligere udvist stor forsigtighed, når det kommer til kronepresset. Derfor venter vi, at de først indsnævrer rentespændet i løbet af 2009," skriver Mikkel Høegh fra BRFkredit.