Europa vinder med flere længder over verdens andre kontinenter i dysten om at tiltrække OL.
Hele 17 gange har Europa lagt stadions til de Olympiske Lege, siden legenes start i 1896. Det er mere end alle de andre kontinenter tilsammen viser en optælling, som Nyhedsbureauet Newspaq har lavet.
En del af forklaringen stammer helt tilbage fra IOC's grundlæggelse i 1894.
"IOC er udsprunget af den europæiske verdensforståelse, og IOC's medlemmer har primært tænkt i Vestlige sammenhænge. Sporten udspringer fra England og er senere hen eksporteret til hele verden," siger Jørn Hansen, lektor på Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet, til Newspaq.
På en ikke-imponerende andenplads halter USA og Canada i mål med kun fem olympiske dyster, hvor USA har været vært for de fire. Senest med i Atlanta i 1996, der også blev kendt som 'the Coca Cola games' på grund af sodavandsgigantens meget synlige sponsorat.
Asien er med OL i Beijing i 2008 oppe på tre, Australien har haft to, mens Syd- og Mellemamerika kun én gang før har fået lov til at tænde den olympiske ild. Det skete i 1968 i Mexico City.
Ifølge Jørn Hansen er Beijing et afgørende brud i historien, da det er første gang, at OL foregår et sted, der ikke er præget af Vestens verdensforståelse.
"Tokyo i 1964. Japan er underlagt USA's magt, Mexico er USA's baggård, og Seoul i 1988 er igen indenfor det amerikanske interne område. Derfor er Beijing første gang, at OL afholdes et sted, hvor Vesten reelt set ingen indflydelse har," siger Jørn Hansen, der har skrevet en række bøger om De Olympiske Lege.
Afrika har endnu ikke budt nogen velkommen til de olympiske lege. Hverken sommer eller vinter.