Europa har fået et nyt land. For få minutter siden godkendte
parlamentet i Kosova en erklæring om, at provinsen nu er uafhængig.
Det skete, efter at Kosovas leder, Hasim Thaci, tidligere på dagen havde
erklæret, at det var slut med at høre ind under Serbien.
- Vi vil aldrig mere igen lade os regere fra Serbien, sagde
Hashim Thaci, der tidligere stod i spidsen for den oprørshær som kæmpede mod de
serbiske magthavere.
Netop Serbien er stor modstander af Kosovas selvstændighed. En mindre del af befolkningen i Kosova er etniske serbere, som på forhånd har raset mod planerne om at erklære provinsen uafhængig af styret i Beograd. Serberne er desuden vrede over, at EU har besluttet at sende 2.000 mand til Kosova for at støtte overgangen til en selvstændig nation. Serberne mener, at der er tale om en besættelse.
Serbiens præsident rykkede da også straks ud med en erklæring om, at man aldrig vil anerkende Kosova som en selvstændig nation. Også Rusland er imod løsrivelsen, mens USA og de fleste EU-lande ventes at anerkende Kosovas selvstændighed i løbet af kort tid.
Nyhedsavisen har tidligere omtalt Kosova som Kosovo, der er den serbiske betegnelse for området.