Det hårde vintervejr rundt om i Europa har indtil videre kostet mindst 80 mennesker livet.
I Polen oplyser myndighederne, at 42 mennesker - størstedelen af dem hjemløse, er døde af kulde i løbet af tre dage, hvor temperaturerne har været nede på minus 20 grader. Også i Frankrig er to hjemløse døde af kulde, ifølge tv2.dk.
Ukraine rapporterer om 27 omkomne.
Samtidig er seks personer omkommet på grund af trafikuheld forårsaget af vintervejret i Tyskland. Tre andre er omkommet under lignende omstændigheder i Østrig.
Der er endnu ikke rapporteret om nogle dødsfald i Danmark som følge af kulden, selvom der natten til søndag blev slået kulderekord på næsten 19 minusgrader. Det er den koldeste decembernat i otte år.