Det har taget for lang tid at redde Cyperns banksektor, der i øjeblikket styrer mod den økonomiske afgrund.
Det erkender den nye eurogruppeformand, Jeroen Dijsselbloem, der har fået en ualmindelig svær start i jobbet, hvor redningen af Cyperns økonomi står øverst på dagsordenen.
- Det har taget for lang tid, det er jeg enig i. Grunden hertil er blandt andet, at skattepolitik generelt er de enkelte medlemslandes ansvar, siger Dijsselbloem ved et debatmøde i økonomiudvalget i EU-Parlamentet.
Tirsdag afviste det cypriotiske parlament den økonomiske redningspakke fra EU, der skulle sikre en kapitalindsprøjtning på 75 milliarder kroner til det forgældede land.
Trods Cyperns afvisning er eurozonens 17 finansministre stadig parat til at hjælpe østaten med at gennemføre de nødvendige reformer.
Dijsselbloem siger videre, med henvisning til bekymringen for stabiliteten i eurozonen, at "den nuværende situation absolut udgør en systemisk risiko. Det har uroen de seneste dage vist."
Eurogruppeformanden mener selv, at den økonomiske byrde på småsparere bør være endnu mindre, men den nuværende redningspakke er et kompromis, og derfor var det ikke muligt. Han fremhæver dog, at der stadig er en fair fordeling.
- Eurogruppen følte, at det var meget vigtigt, at der skulle ske en fair deling af byrderne. Vi mente, at byrden på store indlån skal være større end den på små indlån. Den holdning har vi stadig, siger Jeroen Dijsselbloem.
Flere af EU's toppolitikere er rejst til Rusland, heriblandt Cyperns finansminister, Michael Sarris, og formand for EU-Kommissionen José Manuel Barroso. Rusland har tidligere lånt Cypern 2,5 milliarder euro eller cirka 18,7 milliarder kroner.
Under besøget vil Michael Sarris forsøge at få Rusland til igen at stille milliarder af euro til rådighed for Cypern, men det advarer Dijsselbloem stærkt imod.
- At opbygge mere gæld i Cypern hjælper dem ikke til at opbygge en ny fremtid.
- EU's redningspakke bør ikke være større, fordi det vil gøre det umuligt for Cypern at genopbygge landet, siger han.
/ritzau/