Flere steder rundt om i Asien var der lange køer og store forventninger, da Apple åbnede for salget af deres nye iPhone 6 i butikkerne.
'Jeg er så glad, og mine hænder ryster!' lød det fra Tetsuya Tamura, iPhone-køber, Tokyo.
I Japan var det ikke engang nødvendigt at ligge i kø, for alle telefonerne var reserveret på forhånd. Men alligevel dukkede hundredevis af mennesker op for at fejre den store dag.
Også i Hong Kong var jublen lige så stor som forventningerne, hvilket det store opbud af kunder afspejlede.
Men de glade iPhone-købere blev konfronteret af vrede demonstranter, der udtrykte deres utilfredshed med Apple, som de kritiserer for at bruge underbetalt arbejdskraft i Asien.
I Australiens største by Sydney var der over 1000 mennesker, der havde ligget i kø for at komme først til de fabriksnye telefoner. Og flere af kunderne havde ventet i lang tid.
'Vi har camperet her siden sidste tirsdag, så det er omkring 10 dage,' indrømmede Christian Ibrahim, iPhone-køber, Sydney.
iPhone 6 bliver sat til salg i Europa og Danmark i næste uge.