Euforiske Randers-helte: Det føles helt fantastisk

Randers FC's Bashkim Kadrii og Hannes Halldorsson jubler over deres helteroller i 1-1-kampen mod FC Helsingør.
Bashkim Kadrii udlignede sent mod Helsingør med et flot frisparksmål.
Bashkim Kadrii udlignede sent mod Helsingør med et flot frisparksmål. Foto: Anders Kjærbye/Scanpix

Da Randers FC søndag mødte FC Helsingør i den første af to nedryknings-playoff-kampe i Alka Superligaen, var holdet på vej mod et nederlag.

Ved stillingen 0-1 godt fem minutter før tid begik Randers' Kevin Conboy straffespark og blev samtidig udvist.

Randers-målmand Hannes Halldorsson reddede dog straffesparket, før Bashkim Kadrii med et frisparksmål bare et minut senere sørgede for, at kampen endte 1-1.

Islandske Halldorsson var efter kampen begejstret for sin afgørende rolle.

- Det føles selvfølgelig fantastisk. Der findes ikke noget bedre for en målmand end at redde et straffespark. Det er det samme, som når en angriber scorer et mål, siger Halldorsson.

- Det sker ikke så tit, men når det sker, er det fantastisk - især når det får betydning for resultatet, som det gjorde i denne kamp.

- Det føles lidt som en sejr for os, og det var en perfekt afslutning på en svær kamp.

Bashkim Kadrii var lige som sin holdkammerat begejstret for at spille den vigtige rolle i 1-1-resultatet.

Angriberen snød Helsingør-målmand Mikkel Bruhn, da han sparkede frisparket i mål fra en noget spids vinkel.

- Jeg vidste med det samme, at jeg ville sparke på mål. Jeg prøvede at signalere, at jeg ville slå et indlæg, så jeg kunne snyde målmanden, så han troede, at jeg ville slå et indlæg, og det lykkedes heldigvis.

- Det var fantastisk, at den gik ind. Det var virkelig vigtigt for os, siger Kadrii.

Bashkim Kadrii understreger dog midt i ekstasen, at Randers skal spille langt bedre i returopgøret.

- Jeg er irriteret over, at vi i de første 60 minutter spillede forfærdeligt. Vi var slet ikke gode nok.

- Der er ikke så meget andet at tage med fra kampen end resultatet, og vi skal hanke op i os selv til næste kamp, siger Kadrii.

Returopgøret spilles i Randers søndag den 13. maj.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.