EU-Kommissionen anbefaler, at det stramme greb slippes om Grækenland, som i otte år har været underlagt disciplinær styring fra Bruxelles på grund af landets økonomiske krise.
Grækenland bryder ikke længere de fælles regler, hedder det i en meddelelse fra kommissionen.
De 28 medlemslande skal godkende anbefalingen, før den kan træde i kraft.
Når kommissionen vil stoppe med at benytte de værktøjer, som et brud på budgetreglerne kræver, skyldes det, at økonomien er i bedring.
Grækenland har fået tre økonomiske hjælpepakker siden 2010.
Et medlemsland må ikke have et budgetunderskud på over tre procent af bnp. Grækerne lå i 2009 på 15,1 procent.
I 2016 noteredes landet for et overskud på 0,7 procent.
- Det er et meget symbolsk øjeblik for Grækenland. Efter at grækerne i så mange år har lidt ofre, kan landet endelig høste frugterne af dets bestræbelser, siger Pierre Moscovici, som er EU's økonomikommissær.
Grækenland havde sidste år den højeste gældskvote i unionen. Den lå på 179 procent af bnp.
Arbejdsløsheden er også meget høj. Den er ikke højere i noget andet EU-land.
I øjeblikket har Frankrig, Spanien og Storbritannien problemer med at overholde EU's budgetregler.
/ritzau/dpa