Europæerne skal beskyttes bedre mod sundhedsfarlige stoffer, som kan ophobes i kroppen igennem for eksempel mad og kosmetik. Det fremgår af en ny stort anlagt reform i EU kaldet REACH. Reformen indebærer, at titusindvis af stoffer, der hidtil har stået uden for enhver lovgivning, skal undersøges. Det sker i erkendelse af, at sundhedsfarlige stoffer kan udløse skader på både hormonsystemet og arveanlæggene. Det skriver Berlingske Tidende lørdag. Derudover bliver det industrien, der fremover får hovedansvaret for, at de anvendte kemikalier er sikre, og at der ikke findes et mindre farligt eller ufarligt alternativ.
»Der er ikke blot tale om et kæmpe skridt i den rigtige retning, men en helt grundlæggende reform, som vil føre til en langt bedre beskyttelse af miljø og sundhed, end vi har i dag,« siger miljøminister Connie Hedegaard (K) til Berlingske Tidende.
Også Socialdemokraterne betragter reformen som en stor sejr for miljøet.