EU har en plan, der skal sikre, at der står Peugeot, Opel og Fiat på europæernes biler i 2020 frem for Toyota, Hyundai og Suzuki.
De europæiske bilmærker er pressede af den økonomiske krise og konkurrencen fra de billige asiatiske biler. Bilproducenterne må fyre tusindvis af ansatte, og flere er truede af fabrikslukninger.
Men nu vil EU-Kommissionen give den europæiske bilindustri en støttende hånd.
Hjælpen kommer i form af en handlingsplan, der skal sikre, at den europæiske bilindustri ikke mister flere markedsandele til især asiatiske bilfirmaer, lyder det fra EU's industrikommissær, Antonio Tajani.
- De bedste biler i verden produceres i Europa. Kommissionen ønsker, at vi fastholder denne førerposition og samtidig tager et skridt videre med hensyn til sikkerhedsmæssige og miljømæssige præstationer, siger han på et pressemøde i Bruxelles.
Den europæiske bilindustri har stor betydning for økonomien. Ifølge kommissionens egne oplysninger er der 12 millioner europæere, der arbejder i branchen, som havde et handelsoverskud på over 670 milliarder kroner sidste år.
En del af handlingsplanen for at redde den europæiske bilindustri består i at "fremme investeringer i avancerede teknologier" og give bilfabrikanterne incitamenter til at producere mere miljøvenlige biler.
Det skal - efter planen - redde bilindustrien på den lange bane.
På den kortere bane vil kommissionen nu indkalde bilproducenter, fagforeningsrepræsentanter og de 27 erhvervsministre for at sætte fokus på problemet med det dalende bilsalg - og de lukningstruede bilfabrikker.
Men det er langt fra alle, der har tillid til handlingsplanen, som kritiseres fra flere sider. Miljøorganisationer savner for eksempel mere ambitiøse grønne mål for bilindustrien.
/ritzau/