EU vil fremover tilbageholde skibe, som mistænkes for at smugle våben til det syriske regime udenom internationale sanktioner. Samtidig udvides den personkreds i Syrien, som er omfattet af sanktioner.
Det oplyser udenrigsminister Villy Søvndal (SF) i forbindelse med et møde i Bruxelles mellem EU's 27 udenrigsministre.
- Vi laver sanktioner på endnu flere personer. Vi sikrer, at man kan tilbageholde skibe i internationalt farvand, hvis der er begrundet formodning om, at de sejler våben til en krigsførende magt, siger Villy Søvndal.
Han mener ligesom den socialistiske franske udenrigsminister, Laurent Fabius, at EU bør drøfte Syriens fremtid uden præsident Bashar al-Assad. Den syriske opposition stod mere sammen end før ved det nylige møde i Kairo blandt "Syriens venner", påpeger han.
- Den ny formand er kurder, og kurderne har før haft et anstrengt forhold til det syriske nationalråd. Man må sikre, at der er et overgangsstyre, som bredt repræsenterer det syriske samfund og har legitimitet til alle politiske, etniske og religiøse grupper, siger han.
EU kan støtte oppositionen, men skal ikke afgøre Syriens fremtidige styre i stedet for præsident Bashar al-Assad. Det er vigtigt, at der står et politisk alternativ klar, hvis regimet falder, siger Villy Søvndal.
Han henviser til den seneste uges dramatiske udvikling med kampe i hovedstaden Damaskus og den nordlige by Aleppo samt et bombeangreb i det militære hovedkvarter, som kostede fire af Assads nærmeste medarbejdere livet.
/ritzau/