Det er ikke nok at opfylde alle reglerne for at blive medlem af klubben af 26 europæiske lande, der har ophævet personkontrollen ved deres grænser.
EU-landenes justits- og indenrigsministre har torsdag i Bruxelles igen måttet give Rumænien og Bulgarien en kold skulder i stedet for at sige ja til deres ansøgning om at komme med i det grænseløse Schengen-samarbejde.
Spørgsmålet vil først blive drøftet igen på et møde til december.
Hverken den irske EU-formand, justitsminister Alan Shatter, eller EU's kommissær for indre anliggender, Cecilia Malmström, vil sige, hvor mange lande der er imod.
Men Malmström siger efter torsdagens møde, at "et antal lande har indvendinger - alle sammen vedrørende sager, jeg ville beskrive som politiske".
En kilde tæt på forhandlingerne siger til Ritzau, at kun Tyskland og Holland har ytret sig klart imod, mens Danmark, Finland og Østrig har udtalt "forsigtig støtte" til optagelsen, mens Frankrig er uklar. Alle øvrige lande er registreret som klare støtter.
Tyskland fører an i modstanden mod at droppe grænsekontrollen til de to nyeste EU-lande - selv om et EU-topmøde allerede i juni 2011 sagde, at alle tekniske betingelser er opfyldt.
Tyskerne henviser formelt til, at de to lande skal gøre mere for at bekæmpe korruption, som ifølge den tyske indenrigsminister, Hans-Peter Friedrich, gør det muligt for ikke-EU-borgere at bestikke sig til at få visum.
Men Friedrich beskyldte i et interview med ugemagasinet Der Spiegel forleden også bulgarere og rumænere for at "misbruge den fri bevægelighed" i EU og nasse på den tyske velfærdsstat.
/ritzau/