Med det tyske firma Siemens i spidsen har ni store firmaer i årevis lavet ulovlige prisaftaler på markedet for et vigtigt stykke elektronik, der bruges til transformerstationer i hele Europa. Efter en længere undersøgelse besluttede EU-Kommissionen onsdag at idømme firmaerne bøder for i alt 5,6 milliarder kroner for kartelvirksomhed. Det er den største bøde, Kommissionen hidtil har givet til en gruppe virksomheder.
Med en bøde på 2,9 milliarder kroner satte Siemens også ny rekord som det firma, der er blevet straffet hårdest af Kommissionen i en enkelt sag. De andre firmaer i kartellet var Alstom og Areva fra Frankrig, de japanske elektronikgiganter Fuji, Hitachi, Mitsubishi og Toshiba, samt tyske Schneider og VA Tech.
Firmaet ABB var også med i kartellet, men det informerede Kommissionen om ulovlighederne i 2004 og slipper derfor for bøde.