Nogle MP3-afspillere sender helt op til 120 decibel ud. Det svarer til lydniveauet, når et jetfly letter. Men det skal være slut nu.
EU vil nemlig pille ved volumenknappen på MP3-afspillere for at forhindre høreskader.
Forslaget er blevet stillet, efter en rapport har vist, at op mod ti millioner mennesker i EU står til at få permanent høretab, fordi de har lyttet til for høj musik i for lange perioder, skriver business.dk.
Den nye grænse bliver på 85 decibel, men det bliver muligt at vælge at skrue op til topgrænsen på 100 decibel.
MP3-afspillerne er langt mere skadelige end gammeldags kassettebåndspillere eller grammofoner, fordi de kan rumme timers musik og ofte lyttes til i mange timer, samtidig med at de bliver helt skruet op, fordi mange færdes med musikken i ørerne ude i trafikken, hvor der er megen baggrundslarm.
Og det ventes ikke, at de bliver mindre populære. I år er der solgt omkring 550.000 MP3-afspillere i Danmark.
Forslaget fra EU sendes i to måneders høring i januar og ventes at blive lov i foråret.