Gaskonflikten mellem Ukraine og Rusland er nu blevet så alvorlig for Øst- og Sydeuropa, at EU går ind i sagen for at prøve at finde en løsning på sagen.
Mandag aftalte EU-kommissionen at mødes med russerne.
"Da vi er hovedmarkedet for russisk gas, har vi en åbenlys interesse i at lægge pres på parterne, så de kan blive enige om en længerevarende aftale," siger EU-kommissionens cheftalsmand, Johannes Laitenberger, til Reuters.
Kort før nytår skar det russiske gasmonopol Gazprom 75 procent af gasleveringen til Ukraine, fordi parterne ikke kunne blive enige om prisen. Og den 1. januar lukkede Gazprom totalt for gashanerne.
Det er yderst alvorligt for en række europæiske lande i Øst- og Sydeuropa, da de får deres gas via Ukraine, der nu er begyndt at bruge af det nationale lager.
Det ukrainske energiselskab Naftogaz har omkring 17 mia. kubikmeter gas i reserve. Det svarer til 20 procent af den mængde gas, som landet bruger på et år.