Fra årsskiftet får udenlandske spilselskaber fri adgang til det danske marked, men der vil fortsat være monopol på talspil som Lotto og Klasselotteriet.
Dermed er Danmarks Idrætsforbund (DIF) og de øvrige faste modtagere af tips- og lottomidler sikre på at få en fast årlig tilførsel af tips- og lottomidler. Foreningernes indtægt er kommet under pres de seneste fem-ti år, i takt med at udenlandske spiludbydere ulovligt har invaderet det danske marked.
Udbyderne har kostet omsætning hos de danske spiludbydere, som derved har kunnet sende færre penge videre til tips- og lottomidlerne.
"Det, der er lagt op til med den nye lov, er, at beløbsmodtagerne er sikret en indtægt på 1,7 milliarder kroner. Det sikrer, at vores 10.500 foreninger også i fremtiden kan levere sunde og aktive tilbud til danskerne," siger DIF's formand, Niels Nygaard, til Newspaq.
"Med den nye lov er man sikret, at hele lotto-delen er hegnet ind, og overskudsmodtagerne får pengene derfra. Det gør, at det er en noget mere sikker indtægt end det, vi har oplevet tidligere," siger Niels Nygaard.
EU-godkendelsen betyder, at udenlandske selskaber fremover bliver tvunget til at betale en licens til at operere i Danmark, og samtidig skal de betale 20 procent i skat af deres danske omsætning. Ellers bliver deres hjemmesider lukket, og der bliver lukket for betalinger til og fra selskaberne.
"Så det samlede resultat for samfundskassen i Danmark bliver bedre, fordi de udenlandske selskaber er med til at bidrage til festen," siger Niels Nygaard.