Amerikansk militær fremlagde søndag en række beviser, som ifølge militærets eksperter beviser, at Iran er involveret i angreb på amerikanske styrker i Irak. Ved et pressemøde i Bagdad sagde militærfolk, at en iransk eliteenhed står bag en lang række bombeangreb, der har dræbt mindst 170 amerikanske soldater.
Atomsanktioner
Ifølge amerikanerne er flere bomber fremstillet af materialer, der kun kan komme fra Iran. Men det afviser præstestyret.
»Iran har ingen interesse i at give våben til nogen oprørsgrupper i Irak,« sagde Irans FN-ambassadør, Javad Zarif, ifølge CNN.
Fra europæisk side blev der ligeledes skruet op for presset. På grund af landets forsøg på at blive en atommagt indførte EU mandag eftermiddag sanktioner mod Iran. Det betyder, at europæiske firmaer ikke må levere materiale til iranerne, der kan bruges til Irans atomprogram. Desuden forpligter medlemslandene sig til at indefryse penge fra personer, der er tilknyttet Irans atomprojekt og til at udlevere oplysninger om programmet.
EU’s beslutning stemmer overens med de sanktioner, som FN i december vedtog over for Iran.
Der er maksimalt pres på Iran disse dage. Iranske topembedsmænd kæmpede mandag for at dæmme op for USA’s anklager om, at iranske specialstyrker dræber amerikanske soldater i Irak. Samtidig indførte EU’s udenrigsministre sanktioner for at stoppe præstestyrets atomprogram.