Det er kun den skarpe lugt af opløsningsmidlet Aurolac og de uregelmæssige mønstre i den fugtige varmedis, der afslører, at der bor nogen i hullerne bagved Casa Radio i Bukarests buldrende vintermørke.

29-årige Christian Iordacha med de triste øjne bor sammen med sin mor, bror og fem-årige nevø i en skrænt.

100 meter væk bor en flok unge misbrugere, der aldrig har fundet en plads i et skiftende Rumænien.

De har alle sammen en historie at fortælle. Om misbrug. Om vold. Eller økonomiske katastrofer. Men de er fælles om at være tabere i et system, der hverken har interessen eller ressourcerne til at hjælpe dem.

De er Rumæniens tabte generation, der slår usynlige folder i mørket under byen hver dag. Ligesom cirka 1500 andre mennesker i den europæiske hovedstad.

Bunker af affald

Da den tidligere kommunistiske diktator Nicolae Ceausescu blev stillet til regnskab og efterfølgende henrettet af sit eget undertrykte folk i 1989, efterlod han sig en blødende nation uden fodfæste. Tusinder af børn og unge blev overladt til et liv på gaden, da det økonomiske kollaps lammede den rumænske befolkning.

De statskontrollerede børnehjem bukkede under på stribe og efterlod tusindvis af skæbner til usikre liv på gaden. Mange børn er døde, mens nogle få heldige er blevet reddet af den håndfuld af frivillige organisationer, der på trods af håbløsheden forsøger at gøre en forskel.

Christian Iordacha og de limsniffende unge i hullerne omkring Grozavesti Metrostation har svært ved at få øje på nogen fremtid. De lever i bunkerne af affald mellem blodige kanyler på og omkring de glohede varmerør. Uden for hullerne falder temperaturen ned til -20 grader om natten.

Om dagen giver jobbet som autorudevasker i brølet fra det nærliggende kryds langt fra nok til at fylde antallet af tomme maver.

Sådan ser bagsiden af Bukarest ud i billeder - 1 år efter at Rumænien er blevet medlem af EU.