En talsmand for EU's konkurrencekommissær bekræfter mandag, at de skandinaviske regeringer ikke har søgt om EU-godkendelse af deres deltagelse i redningsplanen for SAS.
Statsstøtte er som udgangspunkt forbudt i EU-regi, men der er undtagelser. Og det kan ifølge talsmanden lade sig gøre for regeringerne at deltage i redningen, hvis de handler, som enhver anden privat investor ville gøre som led i almindelig markedsøkonomi.
Det afgørende spørgsmål er ifølge Antoine Colombani, der er talsmand for EU's konkurrencekommissær, Joaquin Almunia, om der er tale om statsstøtte, der giver virksomheden konkurrencefordele på markedet.
Talsmanden understreger, at han ikke kan udtale sig om den konkrete sag, da kommissionen kun har haft uformelle kontakter med regeringerne og ikke har fået konkrete oplysninger om, hvorvidt redningsplanen overholder almindelige markedsvilkår.
Hvis kommissionen senere vurderer, at der alligevel er tale om ulovlig statsstøtte, kan medlemslandene blive pålagt at inddrage den støtte, de har udbetalt.
/ritzau/