EU-præsident Herman Van Rompuy har præsenteret budgettopmødet i Bruxelles for et nyt forhandlingsudspil og har afbrudt mødet for natten.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) siger umiddelbart efter at have fået udspillet i hånden, at det overordnede niveau for en besparelse på 80 milliarder euro i forhold til det oprindelige udspil på 1092 milliarder euro fra EU-Kommissionen er fastholdt.
Men der er ændret på fordelingen mellem de forskellige budgetposter. Og den danske rabat er ikke med i udspillet, siger statsministeren på et kort pressemøde kort efter midnat natten til fredag.
Statsministeren siger, at mødet først bliver genoptaget fredag omkring middag, når hun og hendes 26 EU-kolleger har haft tid til at studere tallene.
- Det er ikke tilfredsstillende set fra et dansk synspunkt, siger Thorning om det nye udspil, der kort efter midnat ikke ønsker at gå ind i enkeltdele af forslaget.
/ritzau/