Den hvide nummerplade med den røde kant på de danske biler er på vej til at blive en sjældenhed.
To ud af tre danskere har nemlig valgt at få de nye EU-nummerplader, siden det blev muligt at få dem i mandags.
Det viser helt nye tal fra Skat, som Newspaq har fået indsigt i.
Fra mandag, hvor de nye plader kom på markedet, til fredag formiddag har 5.345 valgt at få en EU-nummerplade på deres bil. Til sammenligning har 2.435 valgt at få en nummerplade af den gamle slags, som vi kender dem.
Vi skal betale det samme for en nummerplade - uanset om den har EU-flag på eller ej. Forskellen er dog, at man ikke behøver at have et nationalitetsmærke klistret på bilen, hvis man vælger at få en EU-nummerplade.
Selvom mange har valgt de nye plader, så har EU-nummerpladerne ikke medført en bølge af henvendelser fra danskere, der kun kommer for at få EU-pladen.
"Der kan godt være nogle ganske enkelte, der har henvendt sig for at få de nye plader - men vi har ekspederet et helt normalt antal nye nummerplader i denne uge," siger Bjarne Larsen, der er kontorchef i Skats Motorafdeling.
Danskerne har da heller ikke været så begejstrede for pladerne, som man på forhånd havde ventet. Da nummerpladerne blev introduceret i Sverige og Storbritannien ville kun hver femte have en gammeldags nummerplade. I Danmark er det hver tredje.
"Fordelingen er ikke som i Sverige og Storbritannien endnu - men der er ingen tvivl om, at EU-nummerpladerne på sigt er dem, der vil blive solgt flest af," siger Bjarne Larsen.