I 2023 mistede 3.298 mennesker livet som følge af arbejdsulykker i EU, mens omkring 2,8 millioner lønmodtagere kom ud for ikke-dødelige arbejdsulykker. Tallene fik denne uge Europa-Parlamentet til at opfordre Europa-Kommissionen og medlemslandene til at handle for at beskytte lønmodtagernes helbred, oplyser Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH.
Ifølge Parlamentet er to grupper særligt udsatte. Unge lønmodtagere har mere end 40 procent større risiko for at blive ramt af en arbejdsulykke end deres ældre kolleger. Også udenlandske lønmodtagere i EU er overrepræsenteret i ulykkesstatistikkerne - en gruppe, der ofte arbejder i fysisk krævende brancher som byggeri, landbrug og transport, og som kan have sværere ved at navigere i lokale sikkerhedsregler og rettigheder.
Parlamentet peger på, at indsatsen mod arbejdsulykker langtfra er i mål, og at flere europæere fortsat bliver syge eller mister livet på jobbet.
AI er ny risiko
Samtidig advarer Europa-Parlamentet om en ny type trussel mod lønmodtagernes helbred: de psykosociale risici.
Den hastige udbredelse af kunstig intelligens og algoritmiske ledelsessystemer på arbejdspladserne vurderes at øge presset på medarbejderne markant. Når algoritmer overvåger, vurderer og styrer det daglige arbejde kan det føre til kronisk stress, udbrændthed og andre mentale helbredsproblemer. Parlamentet frygter, at den teknologiske udvikling vil forværre problemerne, hvis ikke EU griber ind med klare regler for, hvordan AI og algoritmisk ledelse må bruges på arbejdspladsen.