Tonio Borg er blevet kaldt både et levn fra fortiden og en homofob på grund af sine meget konservative holdninger til abort og homoseksuelle.
Alligevel har den omstridte maltetiske kandidat til at overtage posten som EU's sundheds- og forbrugerkommissær nu fået opbakning af et flertal i EU-Parlamentet.
Parlamentet stemte om hans kandidatur onsdag middag, og stemmefordelingen blev 386 stemmer for, 281 imod og 28 fraværende.
Den 55-årige maltetiske udenrigsminister er ellers blevet mødt af en mur af kritik fra parlamentet, hvor han i sidste uge stod på mål for sine holdninger i en særdeles intens høring.
Danske Emilie Turunen (SF) og Britta Thomsen (S) sagde efter høringen i tirsdags til Ritzau, at Borg havde svaret godt for sig. Men begge var stadig så utrygge ved hans tidligere holdninger til kvinder og homoseksuelle, at de stemte imod.
Borg er blandt andet kendt for at have været imod en lov om homoseksuelles rettigheder på boligmarkedet, at have stemt imod en skilsmisselov og støtte fængselsstraf for kvinder, der har fået foretaget abort.
Emilie Turunen har kaldt ham "ærkekonservativ", "et fortidslevn" og "for langt uden for skiven", mens den svenske liberale Cecilia Wikström har sagt, at "de sender en stor, fed, fantastisk skandale - ikke en kommissær, men en dinosaurus".
Kommissionsformand José Manuel Barroso har allerede sagt god for Borg, så afstemningen i parlamentet var af principiel karakter. Et markant nej fra parlamentet havde lagt et pres på Barroso for at genoverveje.
Tonio Borg overtager jobbet som sundhedskommissær efter den korruptionsfyrede John Dalli, der i oktober reelt blev fyret på grund af mistanker om lidt for tætte forbindelser til tobaksindustrien.
/ritzau/