Selv om kvinder i gennemsnit lever længst, er det dem der har de mindste pensionsformuer i EU.
Det må der ændres på, lyder det fra parlamentarikere i EU. De diskuterer mandag aften forslag til forbedring af pensionsgabet mellem mænd og kvinder.
- Hver gang en kvinde vælger at stifte familie eller får børn, kan det få negative konsekvenser. Lavere løn, en pause i karrieren - alt det påvirker pensionen.
- Det er en virkelig skandale i det europæiske arbejdsmarked, siger EU-parlamentariker Ageniezka Kozlowska-Rajewicz fra den store konservative EPP gruppe i parlamentet.
Pensionsgabet mellem kønnene udregnes i EU ved at se på den gennemsnitlige indkomst før skat, som en pensioneret mand eller kvinde får.
Forskellen mellem kønnene var i 2014 på 39,4 procent for de 65-årige eller ældre.
Blandt EU-parlamentarikerne er der bred anerkendelse af, at det store gab i pensionsstørrelserne er et problem.
Men flere parlamentarikere påpeger mandag, at man først må tage sig af problemet med ulige løn mellem kønnene, før pensionsproblemet kan løses.
- Det er meget svært at opnå lige løn for lige arbejde. Lige nu er det at kigge på pensionen i sig selv blot at kigge på overfladen. Vi bliver nødt til at tage fat på problemerne ved roden, siger Joao Pimenta Lopes fra den nordisk grønne alliance i parlamentet.
Med de fremlagte forslag opfordres der da også til, at ulighederne skal mindskes ved at sætte ind over for generel diskrimination på arbejdsmarkedet.
Samtidig foreslås mere fleksible arbejdsordninger og ydelser til barselsorlov for mødre, fædre og andre familiemedlemmer. Det skal styrke den generelle balance mellem fritid og arbejdsliv.
EU-parlamentarikerne skal stemme om forslagene onsdag, men de er ikke bindene for EU-landene.
Selv om forslaget vedtages, kan der derfor være lang vej til pensionshullet mindskes i EU.
/ritzau/