EU's optagelsesforhandlinger med Tyrkiet skal suspenderes lige på stedet, hvis de planlagte ændringer af den tyrkiske forfatning føres ud i livet.
Sådan lyder opfordringen i en resolution, som Europa-Parlamentet i Strasbourg torsdag ventes at vedtage med stort flertal.
Allerede i november opfordrede EU-parlamentarikerne forgæves til at sætte optagelsesforhandlingerne på pause.
Renata Sommer fra parlamentets store konservative gruppe siger, at den tyrkiske regering har ført sit folk i den forkerte retning.
- Det er soleklart, at det skal have konsekvenser, siger Sommer onsdag under en debat i parlamentet om resolutionen.
En folkeafstemning i Tyrkiet endte i april med et ja til at ændre forfatningen. Det skal blandt andet give præsident Recep Tayyip Erdogan mere magt.
Europa-Parlamentets resolution fordømmer de anslag mod fundamentale rettigheder og masseafskedigelser, der er rullet ud over Tyrkiet siden kupforsøget sidste år.
Ordføreren for resolutionen, den hollandske socialdemokrat Kati Piri, siger, at tavshed vil være det værste svar fra EU.
- Det efterlader ikke bare millioner af tyrkere ude i kulden, siger Kati Piri.
- Det føder også EU-skepsis i vores egne lande og sender det forkerte signal til andre kandidatlande, siger hun.
Alexander Graf Lambsdorff, en liberal tysker, siger, at Tyrkiet nu har været kandidat til EU-medlemskab i 18 år. Forhandlingerne har været i gang i 12 år.
- Der er ikke længere nogen på nogen af siderne, der seriøst tror på, at disse forhandlingerne vil lykkes, siger han.
Dansk Folkepartis gruppeformand i EU-Parlamentet, Anders Vistisen, siger, at Tyrkiet bevæger sig i den helt forkerte retning.
- Tiden er inde til, at vi ikke bare fryser, men afslutter optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet, siger Vistisen under debatten.
- Tyrkiet har aldrig været - og bliver aldrig - et land, der er egnet til medlemskab af Den Europæiske Union, siger han.
Det er medlemslandene, der lægger linjen over for Tyrkiet. Her har holdningen hidtil været, at de nøje vil følge med i, hvordan de kommende ændringer af forfatningen bliver ført ud i livet.
Optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet er ikke suspenderet, men de rykker sig heller ikke ud af stedet.
/ritzau/