Det er lykkedes EU at indgå en aftale med regeringen i Mali om tilbagesendelse af migranter, der er blevet nægtet asyl i Europa.
Det oplyser det hollandske udenrigsministerium, der har underskrevet aftalen på vegne af EU, i en pressemeddelelse.
- Det er første gang, at EU etablerer en så præcis mekanisme sammen med et afrikansk land med henblik på at sende afviste asylansøgere retur, står der.
Aftalen skal gøre op med "de grundlæggende årsager til illegal migration" og "muliggøre hjemsendelse af maliere fra Europa".
Blandt andet skal unge i Mali have hjælp til at finde arbejde, ligesom at landets sikkerhedsstyrker forstærkes.
Mali forventes til gengæld at optrappe kampen mod menneskesmuglere og forbedre grænsekontrollen.
- Unge maliere har så meget at give deres land, siger Hollands udenrigsminister, Bert Koenders, i pressemeddelelsen.
- Vi skal hjælpe med at undgå, at maliere, som rejser til Nordafrika eller Europa, mister deres liv eller ender i hænderne på menneskesmuglere.
I alt indeholder aftalen, som præsenteres mandag i Bruxelles, ni konkrete initiativer med et budget på cirka en milliard kroner.
Aftalen er indgået, efter at EU's ledere i november 2015 blev enige med deres afrikanske kolleger om at afsætte i alt 13,4 milliarder kroner i en fond, der skal forsøge at bremse migrantstrømmen fra Afrika.
Planen er på længere sigt at indgå et samarbejde mellem EU og i alt fem afrikanske lande: Niger, Nigeria, Senegal, Etiopien og Mali.
Antallet af migranter er steget væsentligt de seneste år, viser officielle tal.
Mange rejser mod Europa fra lande Nigeria, Gambia og Mali.
Sidstnævnte var indtil et militærkup i 2012 et demokratisk velfungerende land. Men kuppet blev efterfulgt af et islamistisk oprør, der gjorde landet ustabilt.
Siden 2013 har FN bidraget med en international styrke i landet på over 13.000 militærfolk og knap 2000 politifolk. FN-missionen ledes af den danske generalmajor Michael Lollesgaard.
/ritzau/AFP