Efter at EU og Kenya har underskrevet en aftale, vil det nu være muligt, at Kenya kan modtage formodede pirater, der er pågrebet af EU-lande, så de kan blive stillet for en dommer.
En kenyansk talsmand siger, at aftalen er underskrevet af den kenyanske udenrigsminister, Moses Wetangula, og den tjekkiske ambassadør i Kenya, skriver AFP. Tjekkiet har formandskabet i EU i denne periode.
"Det er en vigtig rammeaftale omkring overførslen af mistænkte pirater til Kenya, som en del af Operation Atalante," siger en af de diplomater, der har været med til at lave aftalen. Operation Atalante er EUs indsats mod pirateri.
Som en del af aftalen, forpligter Kenya sig til at modtage mistænkte pirater, der bliver pågrebet af EUs patruljer i havene ud for Somalia.