EU's indenrigsministre er blevet enige om at forsøge at gå en ny politisk vej for at presse tredjelande til at tage imod afviste asylansøgere.
På et møde fredag har ministrene vedtaget en række rådskonklusioner "om en forstærkning af tilbagesendelse af illegalt boende tredjelandes nationaliteter".
Rådskonklusionerne omhandler ønsket om en iværksættelse af en noget-for-noget politik på området for visumregler, oplyser en EU-kilde til Ritzau.
Med konklusionerne ønsker landene at kunne true med stramme på reglerne for visum, hvis ikke tredjelandene tager imod deres borgere.
Udsendelsespolitik har længe været et ømt emne i EU.
Trods lang tids fokus på at få et samarbejde op at køre med primært afrikanske og mellemøstlige lande, er der ikke sket fremskridt.
I den seneste rapport fra kommissionen fra marts om "fremskridt inden for samarbejdet mellem partnerlandene", lyder det blandt andet:
- Indtil videre, baseret på data givet af medlemslandene, er der ikke sket nogen eller kun begrænset forbedring, når det kommer til raterne for tilbagesendelser i de fem prioritetslande.
Landene er enige om, at mangel på tilbagesendelser er et problem, men flere lande er bange for at stramme skruen for hårdt over for tredjelandene.
Dels på grund af historiske bånd og dels fordi flere lande som eksempelvis Spanien og Marokko samarbejder, når det kommer til handel.
I rapporten fra kommissionen lyder det, at man må bruge "alle nødvendige politikker og værktøjer" for at få gang i tilbagesendelserne.
Men samtidig understreges det, at konditionalitet - noget for noget politik - aldrig må gå ud over nødhjælp eller humanitære principper.
Det har blandt andet gjort det svært at skære i bistanden til landene, hvis ikke de modtager deres borgere.
Med enigheden om at lægge pres på visumpolitikken, håber EU-ministrene altså, at der kan ske nye fremskridt.
/ritzau/