Stats- og regeringschefer fra flere EU-lande venter intet gennembrud ved EU-topmødet i Bruxelles, når de onsdag aften over en middag skal diskutere brexit.
- Jeg er en meget optimistisk person, men ikke i dag. Mit håb var, at vi i dag ville have en konkret løsning, men det ser ikke ud til, at der kommer en aftale i dag, siger Slovakiets premierminister, Peter Pellegrini, på vej ind til topmødet.
Hollands premierminister, Mark Rutte, mener, at der er gjort fremskridt i forhandlingerne om skilsmisseaftalen mellem EU og Storbritannien.
Men den store knast om grænsen mellem Irland og Nordirland står tilbage.
- Jeg tror ikke, at vi kommer til at løse problemet helt. Men jeg er forsigtig optimist, og jeg tror, at Michel Barnier (EU's chefforhandler, red.) og Storbritannien vil finde en løsning over de næste uger, siger Mark Rutte.
Grænsen mellem Irland og Nordirland er den eneste landgrænse mellem EU og Storbritannien.
Uenigheden mellem de to parter, som har stået på længe, går på, hvordan en blød grænse uden bomme og kontrol mellem de to lande skal sikres efter Storbritanniens exit.
EU's chefforhandler, Michel Barnier, skal ved aftenens middag orientere stats- og regeringscheferne om status i brexitforhandlingerne.
Trods intense forhandlinger er der brug for mere tid, understreger han på vej ind til mødet.
- Vi har arbejdet meget de seneste uger, dage og nætter for at finde en aftale. Men vi er der ikke endnu. Vi har brug for meget mere tid og fortsætter med at arbejde roligt og tålmodigt de næste uger, siger Michel Barnier.
Litauens præsident, Dalia Grybauskaite, er ikke i tvivl om udfaldet af aftenens forhandlinger.
- I dag vil der ikke være noget gennembrud. Vi er endnu ikke i den afsluttende del af forhandlingerne, siger hun.
/ritzau/