EU-landene udtrykker "dyb bekymring" over Irans missilprogram og landets fjendtlige aktiviteter i europæiske lande - herunder Danmark - hvilket for nylig førte til sanktioner mod to personer og Irans efterretningstjeneste.
Mandag har de 28 medlemslande efter en skriftlig procedure vedtaget konklusioner om Iran efter længere tids drøftelser. Listen over iransk adfærd, der foruroliger, er lang.
- Ministerrådet er alvorligt bekymret over Irans ballistiske missilaktiviteter og opfordrer Iran til afstå fra disse, skriver EU-landene.
Iran "arbejder fortsat på at øge længde og præcision" af landets missiler, uddybes det.
I tekstens 12 punkter udtrykker EU-landene desuden "seriøse bekymringer" over Irans rolle i Mellemøsten. Det gælder den militære tilstedeværelse i Syrien, støtten til grupper i Libanon og Yemen.
Teksten, der har været undervejs længe, er klar, efter at Tyskland, Frankrig og Storbritannien i sidste uge blev enige om en ordning, der skal gøre det muligt at handle med Iran trods USA's sanktioner.
EU fastholder støtten til atomaftalen med Iran, som USA med præsident Donald Trump i spidsen har trukket sig fra. Det nævnes som punkt et og to i konklusionerne.
Atomaftalen med Iran er et "vigtigt led i de globale bestræbelser" på at "begrænse spredning af atomvåben".
- EU byder Irans fortsat fulde og effektive implementering af landets atomrelaterede forpligtelser velkommen, skriver EU-landene.
Internationale observatører har hidtil sagt, at Iran overholder sin del af aftalen. Det har ikke formildet Trump. Han meddelte i maj sidste år, at USA forlader aftalen, hvis mål er at sikre, at Iran ikke udvikler atomvåben.
I FN-resolutionen, hvor atomaftalen fra 2015 er nedfældet, opfordres Iran til at indstille udviklingen af ballistiske atommissiler i otte år.
Iran siger, at dets missilprogram lever op til løfter og forpligtelser i aftalen. Missilerne er ikke, fastholder Iran, beregnet til at bære atomvåben.
/ritzau/