Det stærkt forgældede Italien skal sammen med Frankrig have længere frist til at imødekomme euro-landenes regler om underskud.
Sådan lyder anbefalingen fra EU-Kommissionen i den årlige gennemgang af landenes budgetplaner.
Det er i sidste ende EU's finansministre, der skal afgøre, om der kan lempes på reglerne.
For Italien betyder det, at landet i første omgang kan styre uden om et økonomisk kollaps.
Frankrig, der som Italien befinder sig i recession, anbefales at reformere landets udgiftstunge pensionssystem og at løsne et rigidt arbejdsmarked for at forbedre statsfinanserne.
Kommissionen giver Frankrig to år ekstra til at bringe budgetunderskuddet på under tre procent.
Det franske underskud ventes i år at nå 3,9 procent af bruttonationalproduktet og 3,6 procent i 2014.
Det skal i 2015 være højst tre procent.
Men også andre som Spanien, Portugal og Holland skal have længere frist for ikke at forværre en i forvejen plaget økonomi med stor arbejdsløshed, siger EU-Kommissionen.
Det samme skal gælde for Polen, der står uden for euroen.
/ritzau/dpa