Cypern står selv med ansvaret og løsningen for, hvordan landet vil håndtere krisen i landets banksektor.
Det gør EU-Kommissionen klart, efter at Cypern har sagt nej til en økonomisk redningspakke fra EU.
- Der er muligheder og idéer, der bliver undersøgt i øjeblikket. Det er ikke vores rolle (kommissions red.) at kommentere på alt. Når der er noget konkret fra Cyperns regering, vil vi svare på det.
- Bolden er nu på Cyperns banehalvdel. Det er op til dem at komme med nye idéer og fortælle, hvordan de vil forsøge at komme videre
- Ingen kan bebrejdes. Det var en enig beslutning om redningspakken, og alle gjorde deres for at bidrage til løsningen, siger talsmand for EU-Kommissionen Olivier Bailly, der understreger, at EU-Kommissionen stadig er klar til at bidrage til en løsning.
Cyperns parlament stemte nej til redningspakken tirsdag aften. Politikernes hovedanke var redningspakkens krav om, at kunder i landets banker skal aflevere omkring 7-10 procent af deres indeståender i formueskat.
Bankerne holder lukket tirsdag og onsdag, men de vil næppe slå dørene op igen torsdag, fordi der er fare for en gigantisk kapitalflugt.
/ritzau/