Enhedslistens krav om sikkerhedskurser i byggebranchen som et værn mod social dumping kan støde på grund, fordi EU stiller krav om ligebehandling af byggevirksomheder. Det skriver Børsen.
Avisen har oplysninger om, at EL og regeringen forhandler om obligatoriske sikkerhedskurser og ID-kort til alle byggearbejdere. Formålet er at stoppe de udenlandske byggevirksomheder, som ikke overholder reglerne og dæmme op for social dumping.
I Dansk Byggeri er man positive over for at indføre krav om sikkerhedskurser.
- Hvis der er et ønske om, at man får det på sikkerhedsniveau, som vi som danske virksomheder i forvejen investerer i, er det i orden for os. Men nogle gange bliver man overrasket over, hvad man ikke kan få lov til at gennemføre i forhold til EU-retten, siger administrerende direktør, Lars Storr-Hansen, til Børsen.
Han forklarer, at erhvervsorganisationen ofte oplever, at EU-reglerne begrænser muligheden for at stille krav til virksomhederne, selvom de er ens for alle.
- Der skal ikke så meget til, før EU-kommissionen siger, at det er et forsøg på at begrænse konkurrencen. Vi har eksempelvis haft ønske om uddannelsespålæg i forbindelse med farligt arbejde med at løfte tunge elementer med mobilkraner, men det er meget svært at få EU til at acceptere, at der skal være uddannelse til sådan noget, siger Lars Storr-Hansen og forklarer, at han ser det som regeringens opgave at finde ud af, om det ligger inden for EU-retten.
Newspaq