Indtil videre er EU ikke blevet enige om, hvordan man skal forholde sig til Tyrkiets tilbud om at tillade skibe og fly til henholdsvis en havn og en lufthavn i Tyrkiet. For EU har det været et ultimativt krav til Tyrkiet, at landet åbner sig op for den græske del af Cypern, der er et EU-land.
»Jeg kender ikke det tyrkiske tilbud specifikt, da jeg ikke har modtaget noget skriftligt, men vi vil analysere tilbudet, og det virker som om, at det er et skridt i den rigtige retning,« sagde formanden for EU-kommussionen, Jose Manuel Barosso til Reuters.
Men det finske formandsskab for EU afviser helt det tyrkiske tilbud og kalder det »utilstrækkeligt«.
»Hvad, Tyrkiet har sagt, er ikke nok, og selvfølgelig vil EU ud fra dette træffe en beslutning om, hvad der skal ske med Tyrkiets optagelsesforhandlinger,« sagde den finske statsminister Matti Vanhanen til AFP.
Ifølge Vanhanen kræver en lang række af EU-ministrene at få Tyrkiets tilbud på et officielt dokument, hvilket endnu ikke er sket.
En af de store bekymringer blandt EU-landene er, om det tyrkiske tilbud kommer med krav om eksempelvis, at EU-landene skal anerkende den tyrkiske del af Cypern. Indtil videre er det kun Tyrkiet, der anerkender dette område som et land.
Den tyrkisk-cypriotiske leder, Mehmet Ali Talat, var fredag i Bruxelles, hvor han slog fast, at han ikke vidste noget om ekstra tyrkiske krav. Ifølge AFP lykkedes det dog alligevel ikke Talat fuldstændig at rydde op i forvirringen om mulige tyrkiske krav.
»Der er tale om en pakke, der skal fremme samarbejde og fælles forståelse og på den måde løse alle problemerne på Cypern,« lød den noget uklare melding fra Talat.