Nok har Bulgarien, der ønsker at tilslutte sig eurolandene, som deler den fælles mønt, gjort fremskridt. Men der er stadig arbejde, der skal gøres.
Sådan lyder det fra EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, i en tale i Bulgariens hovedstad, Sofia, fredag.
- Jeg siger ikke, at Bulgarien automatisk vil blive det næste medlem af eurozonen. Men det går i den rigtige retning, siger Juncker.
Besøget finder sted i forbindelse med, at Bulgarien overtager det roterende EU-formandskab efter Estland, der har siddet på posten forinden.
Juncker påpeger, at alle EU-lande, med undtagelse af dem der har forbehold, er velkomne til at indtræde i euroklubben, hvis de lever op til kriterierne.
Af positive aspekter nævner han, at arbejdsløsheden falder og landets stærke budget.
- Så når det kommer til oprigtig at nærme sig, har Bulgarien opnået fremskridt.
- Det er ikke helt nok endnu, og det er vores bulgarske venner klar over, siger han.
Bulgarske embedsmænd sagde tidligere på ugen ifølge Reuters, at de ønskede at indgive en formel ansøgning i midten af dette år for at låse deres valuta i valutamekanismen ERM-2.
Der er et samarbejde, som går ud på at begrænse de deltagende valutaers udsving over for euroen.
- Jeg er sikker på, at Bulgarien vil eller skal deltage i ERM-2 så hurtigt som muligt, siger Jean-Claude Juncker.
/ritzau/