Et angreb på ethvert EU-land er et angreb på os alle.
Det siger EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, efter at en lastbil fredag er kørt bevidst ind i en folkemængde i det centrale Stockholm og har dræbt og såret flere.
- En af Europas mest levende og farverige byer synes at være blevet ramt af dem, der vil skade den og selve vores livsform, siger Juncker.
- Vores tanker er med det svenske folk efter de tragiske begivenheder i Stockholm i dag, siger han.
Juncker siger, at "vi står skulder ved skulder i solidaritet med det svenske folk".
Han kondolerer familierne til ofrene og hylder den redningsindsats, som de første på gerningsstedet udførte.
Samtidig tilbyder EU-Kommissionen at støtte de svenske myndigheder på enhver tænkelig måde.
EU-præsident Donald Tusk skriver på Twitter, at hans tanker er med angrebets ofre, familier og venner.
- Mit hjerte er i Stockholm denne eftermiddag, skriver Tusk.
Europa-Parlamentets formand, Antonio Tajani, skriver på Twitter, at han er chokeret over nyhederne fra Stockholm.
- Vi sørger igen over tabet af uskyldige liv. Stærkt forenet imod had og terror, tweeter han.
Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, skriver på Twitter, at det er "frygtelige nyheder" fra Stockholm.
- Min dybtfølte sympati går til alle dem, det er gået ud over. Vi står sammen med det svenske folk i deres sorg, skriver han.
Generalsekretæren for Europarådet, Thorbjørn Jagland, er "chokeret over de sørgelige nyheder fra Stockholm".
- Det ser ud som endnu et angreb på vores fælles værdier og friheder, endnu et angreb på en levende europæisk by, siger Jagland.
- Mine tanker går til Stockholm og det svenske folk, siger lederen af Europarådet, der overvåger demokratiets og retsstatens tilstand og menneskerettighedernes vilkår i 47 europæiske medlemslande.
/ritzau/