EU-Kommissionen siger, at den "omhyggeligt" vil studere et britisk forslag om at lade Storbritannien fortsætte midlertidigt i EU's toldunion, når landet officielt forlader det europæiske samarbejde i 2019.
Men der bliver ikke nogen forhandling, før en række andre betingelser til brexit er opfyldt, hedder det fra Bruxelles.
- Vi vil kun behandle det (forslaget red.), når vi har opnået nok fremskridt for betingelserne for en velordnet udtræden, siger en talsmand for Kommissionen.
Som det ser ud nu, skal Storbritannien i forbindelse med sin udtræden i marts 2019 også forlade EU's toldunion.
Her foreslås det tirsdag i et britisk regeringspapir, at en midlertidig toldunionen kan være i kraft frem til 2022.
Premierminister Theresa Mays konservative regering har været under pres fra de britiske virksomhedsejeres organisationer. De frygter, at det kan blive en meget dyr omgang for dem, hvis der pålægges told i handlen med det øvrige Europa.
I regeringspapiret hedder det, at regeringen under den midlertidige toldunion skal kunne forhandle handelsaftaler med andre lande i verden.
Det antydes også, at Storbritannien ikke skal være underlagt Den Europæiske Domstol i overgangsperioden.
Et forslag er, at toldbarrierer mellem EU og Storbritannien i fremtiden ikke længere skal eksistere. Men det har ingen appel til EU-Kommissionen og EU's chefforhandler, Michel Barnier.
- Som Michel Barnier har sagt ved flere lejligheder, så er "handel uden friktioner" ikke muligt uden for det indre marked og toldunionen, siger Kommissionens talsmand.
EU siger, at man ikke vil drøfte det fremtidige forhold mellem EU og Storbritannien, før der fundet en løsning på tre forhold.
Den første er så vidt muligt at bevare en åben grænse mellem Nordirland og republikken Irland og at EU-borgere i Storbritannien bevarer deres nuværende status.
Det sidste punkt er, at Storbritannien indvilger i at betale de regninger i EU, som det selv har været med til at udstede. Der er nævnt beløb på op til 100 milliarder euro.
/ritzau/AFP