Det er misvisende, når finansminister Thor Pedersen (V) siger, at en sygehjælper tjener 27.000 kroner om måneden og dermed giver indtryk af, at offentligt ansatte er godt lønnede. Det fastslår Jordemoderforeningen.
Kritikken forsætter dermed med at hagle ned over finansministeren, efter han mandag satte gang i en voldsom debat om lønniveauet i det offentlige.
Jordemoderforeningen bygger kritikken på en dom fra EF-Domstolen fra 2000, der fastslår, at mænd og kvinders løn skal sammenlignes på grundlønsniveau.
Dommen faldt i en sag, hvor en svensk kvindelig jordemoder tjente mindre end en mandlig klinik-ingeniør med samme uddannelseslængde.
7 ud af 10 er kvinder
Jordemoderforeningen mener, at finansministeren bør bruge nøjagtig samme sammenligningsmodel – altså, at der skal sammenlignes på grundlønnen mellem offentligt og privat ansatte:
»Dommen statuerer, at når man sammenligner lønniveauer på tværs af køn, så skal ulempebetaling for nat- og weekendarbejde ikke tælles med. Og det princip bør også bruges, når man sammenligner på tværs af sektorer. Især når det i høj grad er et kønsopdelt arbejdsmarked, hvor mere end syv ud af ti ansatte i den offentlige sektor er kvinder,« siger jordemødrenes forhandlingsleder, Lene Maigaard.
Hun påpeger, at Thor Pedersen kun kan komme frem til, at folk i det offentlige tjener godt, fordi han medregner diverse tillæg:
»I det private er der jo slet ikke så mange, der arbejder i tre-holdsskift og har nat-, aften- og weekendarbejde som i den offentlige sundhedssektor. Og det er ofte kvinder, der har de skæve arbejdstider. Derfor sammenligner ministeren pærer og æbler,« siger hun.
Thor P. afviser fejl
Men Thor Pedersen står fast og understregede tilmed ved fremlæggelsen af finansloven i går, at lønsammenligninger mellem offentligt og privat ansatte skal være på den samlede bruttoløn, altså inklusive pension og genetillæg:
»Der er ikke fejl i Finansministeriets tal,« siger Thor Pedersen og henviser til EU’s fælleseuropæiske retningslinjer fra Eurostat, der fastslår, at sammenligninger netop skal være på den samlede løn.
Læs også:
• Finanslovsforslag får dumpekarakter
• Regeringen mangler penge til kræftløfte
• Erhvervslivet frygter finanslovens konsekvenser
• Dyreste finanslov nogensinde
• Thor P. regner med nyt stort overskud
• Regeringen vil forkæle børnefamilierne