Hvert EU-land må selv beslutte, om de vil tage imod fanger fra Guantanamo-fængslet, lyder konklusionen efter et møde mellem unionens medlemslande.
"Det er ikke noget let spørgsmål, og det er op til hver nation, hvad de beslutter. Det primære ansvar for lukningen af Guantanamo ligger hos USA," siger Karel Schwarzenberg, udenrigsminister under Tjekkiets EU-formandsskab.
Flere lande, heriblandt Danmark, Holland og Østrig, afviser at modtage fanger fra det særlige terrorfængsel på USA's base i Cuba. I Tyskland er regeringen delt i spørgsmålet.
EU-landene ventes snart at blive kontaktet af USA's nye regering, der vil bede dem tage imod nogle af de 245 tilbageværende fanger.
I sidste uge bad USA's præsident Barack Obama om at få fængslet i Guantanamo-bugten lukkede inden for et år.