Valget står mellem at få styr på EU's ydre grænser eller kaos.
Det er budskabet fra EU-præsident Donald Tusk torsdag før starten på et topmøde i Bruxelles, hvor migration igen topper dagsordenen.
- Jeg foreslår, at vi på topmødet fokuserer på EU's ydre grænser, siger Donald Tusk.
Han henviser især til et nyt forslag om at sejle migranter, der bliver reddet i Middelhavet, til steder uden for EU.
Her skal de have behandlet deres sager ved såkaldte "regionale udskibningsplatforme", der for eksempel kunne ligge i Nordafrika, i stedet for at få deres sager behandlet i et EU-land.
- Alternativet til denne løsning ville være en kaotisk fremadskridende lukning af grænser, også i EU, såvel som stadig større konflikter mellem EU-landene, siger Donald Tusk.
Han siger, at nogle mener, at han er for hård i sine forslag om at dæmme op for migration.
- Men tro mig. Hvis vi ikke kan enes om dem, så vil man se nogle virkeligt hårde forslag fra nogle virkeligt hårde fyre, siger han.
Oprindelig var målet på topmødet at nå til enighed om en omfattende reform af EU's asylsystem. Men det lykkes ikke.
Fem EU-formandskaber i træk har forsøgt at bane vej for en reform.
Men de er alle stødt på grund i en bitter strid om tvungen omfordeling af flygtninge og migranter i EU.
Så nu handler det ifølge Tusk om at få styr på de ydre grænser og dæmme op for ulovlig migration uden for EU.
Donald Tusk siger, at FN's flygtningehøjkommissariat, UNHCR, i et brev til ham onsdag er inde på tilsvarende forslag, som EU gør sig med de regionale udskibningsplatforme.
I udkastet til konklusioner på topmødet skriver EU-lederne, at disse platforme skal udvikles i tæt samarbejde med tredjelande, UNHCR og IOM, der er FN's internationale organisation for migration.
- Sådanne platforme bør give mulighed for hurtig og sikker behandling for at skelne mellem økonomiske migranter og dem, der har behov for international beskyttelse, hedder det.
Målet med sagsbehandlingen uden for EU er at gøre det lettere at få de afviste migranter til at rejse hjem igen.
Som med EU's aftale med Tyrkiet er målet også at afskrække andre fra at tage samme tur, når de ser, at grundløse asylansøgere ikke når frem.
/ritzau/